Om få arbejdsdage rinder arbejdsåret 2016 ud, og vi kan alle lade julefreden indfinde sig. Således kan en travl, spændende og aktiv hverdag for en stund erstattes af hygge med familie og venner, stille morgener og skønne sammenkomster.
2016 har været et godt, spændende og skelsættende år for Tele-Mark A/S.
Først og fremmest blev 2016 et farvel til vores skønne domicil i Carl Blochs Gade 37, som de seneste godt 9 år har dannet rammen for vores virke. Vi flyttede dog ikke så langt. Efter en gennemgribende renovering stod et knap 1000m2 nye domicil på Søren Frichs Vej 40F i august klar til at skabe rammerne om vores videre færd. Vi har nu boet her i 4 måneder. Vi er faldet utrolig godt til. Såvel medarbejdere som kunder har taget utrolig godt imod vore nye rammer og de tanker, der ligger bag ved indretningen.
2016 har også begunstiget Tele-Mark A/S med en god tilgang af nye kunder, hvilket blandt andet er resultatet af en målrettet mødebooking til vores salgsafdeling. Dertil kommer, at vi har oplevet en vækst i gode anbefalinger fra vores eksisterende kunder. Desuden har vi været så heldige at kunne byde en række tidligere kunder velkommen ombord igen. Alt i alt har det betydet, at vi i efteråret 2016 kunne præsentere en vækst i omsætningen på små 30%, og dermed firmaets bedste regnskab siden starten i 1989. Det er vi utrolig stolte af, men også særdeles ydmyge omkring.
På medarbejdersiden blev 2016 også et år vi vil huske. Da vi i første halvår ansatte Laura, blev vi for første gang 50 fuldtidsansatte, og senere på året nåede vi med ansættelsen af Jacob op på 53 fuldtidsansatte.
Vi vil gerne takke vore fantastiske kolleger for utrætteligt og til stadighed at yde en kæmpe indsats for vore kunder. Indsatser som i den grad er hovedårsagen til, at vi har nået, hvad vi har nået i 2016. TAK FOR DET.
Om føje tid skriver vi 2017. Vi skal alle være klar til at tage imod de muligheder og udfordringer, der må komme. Hos Tele-Mark A/S er vi klar! Vi ser i den grad frem til at byde nye som eksisterende kunder velkommen ombord i 2017!
Indtil da, vil vi gerne ønske alle en glædelig jul og et rigtig godt nytår.
De bedste hilsner
Niels, Allan og Mads