Initiativ, kreativitet, skabende, risikovillighed og arbejdsomhed, er nogle af de egenskaber, der kendetegner landets iværksættere. Som iværksætter møder man ofte utallige udfordringer, udfordringer som er væsentlige at få løst; for at komme videre, for at nå et nyt niveau, for at nå sine mål, eller i yderste konsekvens for at overleve. Det at Aarhus Universitet har skabt Studentervæksthus Aarhus viser dels at iværksætteri er en svær disciplin, og dels at det har et samfundsmæssigt fokus. Det er blandt andet iværksætterne, der skal være med til at skabe fremtidens nye arbejdspladser og vækst.

Tele-Mark A/S er via vores netværk kommet i kontakt med Studentervæksthus Aarhus. Et rigtig spændende og inspirerende miljø. I forbindelse med flere besøg i Væksthuset, har vi konstateret at udfordringen med at få åbnet døren til potentielle kunder og at sælge ”varen” for flere iværksættere står højt på listen med udfordringer. Denne udfordring er en kendt størrelse i Tele-Mark A/S. Derfor har vi med glæde introduceret alle interesserede iværksættere, i Studentervæksthus Aarhus, til btb mødebooking. På morgenmødet den 14. december, som i øvrigt var pænt besøgt, blev alle fremmødte præsenteret for de redskaber der kan anvendes i forbindelse med seriøs og professionel mødebooking.

Tele-Mark A/S var i 1989 selv en lille og udfordret iværksættervirksomhed, med lokaler i en mørk kælder på Vestre ringgade. Vi husker stadig, hvor svært det var at få afkast af de mange timer, der blev lagt. Vi erindrer også, at hjælp var noget man kun kunne finde i sit netværk, eller noget man måtte købe sig til. Heldigvis holdt vi stædigt fast. I dag, små 28 år efter, kan vi se tilbage på en rejse, som har været noget anderledes end planlagt. En rejse præget af forskellige bump, tilfældigheder og omveje, men samtidig også en rejse fyldt af fantastiske oplevelser, store og små succeser, imødekommenhed, og ikke mindst en rejser, hvor vi har mødt de rigtige personer, på de helt rigtige tidspunker. Alt i alt en rejse vi her i 2016, må siges at være stolte af, men samtidigt også en rejse, vi ser meget frem til at præge de næste mange år.

Vi glæder os også til at følge de iværksættere, der deltog på morgenmødet. Alle deltagere er altid velkommen til at kontakte os for et godt råd, eller et input. Det er bare at kontakte os, og det ganske kvit og frit!