Det startede som en almindelig dag på Tele-Mark A/S, indtil en mail fra omstillingen nåede Mads’ indbakke. Den korte meddelelse om at kontakte Kriminalforsorgen udløste spekulationer. Aldrig før havde Tele-Mark A/S eller Mads fået sådan en henvendelse. Var der nogen i familien, der havde gjort noget dumt? Måske var det noget med en ansat, som han skulle forholde sig til?
Lidt nervøs ringede Mads retur til Kriminalforsorgen uden at ane, hvad han kunne forvente. Heldigvis blev alle bekymringer hurtigt aflivet, da samtalen afslørede, at Kriminalforsorgen ønskede at udforske muligheden for et spændende samarbejde med en virksomhed som Tele-Mark A/S. Jan fra Kriminalforsorgen delte visionen om, at et eventuelt samarbejde ville kunne være medvirkende til at optimere indsatserne for at blive ved med at få relevante arbejdsopgaver ind til de indsatte, og pludselig blev Mads’ frygt for en uønsket situation erstattet af begejstring og en grad af stolthed.
Det viste sig, at Jan havde fået inspirationen til samarbejdet fra en relation i sit netværk, der igennem længere tid har samarbejde med Tele-Mark A/S. Ideen om at tilføre professionel mødebooking til processen med at finde mere arbejde til de indsatte, blev i starten mødt med en vis skepsis i Kriminalforsorgen, men som Jan siger med et smil, “en lidt skæv ide, kan nogle gange føre til banebrydende resultater.”
Efter at have overvundet tvivlen traf ledelsen beslutningen om at teste det af. Tele-Mark A/S blev udvalgt til at være den foretrukne partner til opgaven. Dette markerede begyndelsen på en usædvanlig alliance, hvor en grundigt uddannet Tele-Mark A/S kontaktformidler fik til opgave at være den første kontakt til potentielle samarbejdspartnere på vegne af Kriminalforsorgen.
Den første lille runde i Nordjylland er netop afsluttet, og resultatet har overgået alle forventninger. Jan, der har stået i spidsen for møderne, deler med tilfredshed, “Vi har haft omkring 20 møder, og kun på ét af dem, har vi ikke fået arbejde med hjem. Det har virkelig gjort indtryk i hele organisationen, og helt op i departementet.”
Jan, der først følte sig som en “lidt skør idémager,” er nu fortrøstningsfuld. “Da jeg først lancerede ideen, var det næsten som om, de alle sammen tænkte, at jeg burde indsættes for at få den idé. Men nu, nu hvor vi har konstateret, at det har en meget positiv effekt, der overstiger alle forventninger, så er der ingen der længere tænker det. Resultaterne har entydigt vist at samarbejdet skal rulles ud i løbet af Q1 2024” afslutter han.
Mads supplerer: ”det har været noget anderledes for os, at ringe for Kriminalforsorgen. Normalt er en af udfordringerne ved at arbejde med BtB mødebooking, at blive stillet igennem til de rette beslutningstagere. Det er helt modsat, når vi ringer på vegne af Kriminalforsorgen; der bliver ikke stillet spørgsmål, bare stillet igennem. Det har vi vist aldrig prøvet før”, slutter Mads.
Tele-Mark A/S og samtlige ansatte er oprigtig stolte over, at vores skønne arbejdsplads får henvendelser fra, og kan servicere organisationer som Kriminalforsorgen. Det hjælper på selvforståelsen hos os, som hver dag står op, og går på arbejde for at yde det ypperste for vores kunder, samtidig med at vi arbejder i en branche, som mest er kendt for meget negativt.